Der findes formentlig ikke en eneste bog om opdragelse, undervisning, ledelse og coaching, som ikke nævner anerkendelse som en vigtig ting.
Men flere og flere undersøgelser dokumenterer at det er bestemt ikke lige meget HVORDAN du anerkender. Reglen er at det vi anerkender, vil den vi anerkender for det, søge at GØRE mere af. Derfor er det vigtigt at det vi anerkender, er noget som den anden faktisk KAN gøre mere af.
Hvis du fx fortæller et barn at det er meget intelligent, fantastiske smukt eller ekstremt dygtig, så vil det ikke stimulere barnet til at blive bedre, fordi intelligens, udseende og dygtighed er ikke noget vi kan GØRE.
Hvis du derimod roser barnet for de mange timer, det har brugt på at lave dets hjemmeopgaver, den store indsats det gør for at holde sig i form eller at det hjælper sine søskende, så fortæller du i selve anerkendelsen hvad barnet kan gøre mere af, for at få mere anerkendelse.
Mange undersøgelser har vist at hvis vi hele tiden får at vide at vi er fantastiske på et eller andet område, så ender vi med at blive dovne og selvfede, og på sigt dårligere. For hvorfor skulle vi gøre en ekstra indsats – vi er jo allerede fantastiske.
Det som vi har brug for at gøre er at vise vores børn, medarbejdere og klienter, at vi har SET den indsats de lægger i at løse deres opgaver – og anerkende dem for DET. Vi skal belønne dem for deres INDSATS fordi det er indsats, der på den lange bane vil hjælpe dem til at realisere deres drømme.
Og så skal vi holde op med at kalde dem dygtige, fantastiske og smukke, vel vidende at det kun giver dem et kortvarigt løft i selvtilfredshed, men ikke noget der styrker på den lange bane – ofte tværtimod.
Hvad mener du? Har du haft tanker om hvordan du bedst muligt anerkender andre? Hvad er du nået frem tid? Skriv en kommentar…
[wp_eStore_fancy1 id=55]